50 års fødselsdag og Tarme med Charme

Så fik jeg endelig tid til at sætte mig her igen, efter en uge med mange gøremål.

IMG_6050

Vi fik fejret Jesper, der blev 50 i torsdag. Tænk, at jeg er gift med en på 50!

Det er nu slet ikke så tosset. Vi har ikke alder-panik herhjemme, men synes det hele bliver mere og mere klart, jo ældre vi bliver.

Fra den ene yderlighed til den anden. Fredagen startede med at jeg skulle faste, pga. en kikkertundersøgelse om formiddagen. At klokken så blev 13, før det blev min tur var ikke lige med i min beregning i at skulle faste 6 timer før undersøgelse. Jeg havde en tid kl. 11, så da klokke var 13, var jeg noget tørstig og sulten, havde jo hverken drukket eller spist siden aftenen før. Men der var kommet noget akut, og det er jo ingen herrer over, så pyt med det.

Jeg fik det overstået, men det er godt nok det mest ubehagelige jeg har prøvet. Fy for fanden hvor er det ulækkert og så gør det skide ondt. Min mave har drillet mig en del, faktisk siden sommerferien, men alt er heldigvis vel, og min formodning om, at det er resultatet af en lang og hård periode, jeg mærker i min mave er helt rigtig.

ItemImage.aspx

Jeg har læst bogen “Tarme med charme”, som er rigtig god, og beskriver på en ret sjov måde, hvad der foregår i vores mave og tarme. Ifølge Giulia Enders er maven ikke bare et sted, hvor vi sender næring hen, som så tager sig af det. Hun mener, at maven er meget mere intelligent end vi først regner med.

Det  giver så meget mening for mig. Alt det jeg går og tomler med i hovedet, det mærkes  i maven med det samme. Jeg kan varmt anbefale dig at læse den bog.

En helt anden snak er så, hvor lang tid man kan være præget af den angst og sorg der følger med, at være pårørende til en kræftramt.

En sagde til mig en dag, da jeg fortalte om min ømme mave, og diffuse smerter hist og her. Jeg sagde, at jeg troede det var psykisk, det der var med min mave, efter alt det med min far. Svaret var “Det med din far, det kan da ikke fylde mere nu” – jeg tænkte over det i flere dage efter, og blev mere og mere irriteret over, at nogen skulle gøre sig klog på min sorg, eller sætte tid på min sorg og på det jeg slås med. – Og JO, det kan faktisk godt fylde en del endnu. I dag er det 9 måneder siden han døde. Jeg har nok gået og bildt mig selv ind, at den sorg over min far, den havde jeg da fået parkeret, men det har jeg ikke. Jeg kommer selvfølgelig igennem det, og er godt på vej, men jeg kommer nok aldrig over det, og det er helt ok.

Det er først nu, jeg har opdaget, hvor stor den angst, uvisheden og sorgen har været der har siddet i min krop i 2 år. Ikke nok med min far døde, andre i familien, en gammel veninde døde, og andre i Jespers familie har været ramt af kræft også, så der har været meget sygdom omkring mig/os de sidste par år.

Døden sætter en masse tanker i gang, i hvert fald hos mig, “hvad nu hvis jeg fik kræft”, “hvad nu hvis jeg dør fra mine børn”, “hvad nu hvis mine børn fik kræft” – og sådan kan jeg gå fuldstændig i selvsving, så måske jeg godt kan forstå hvorfor jeg har haft ondt i maven.

Sikke en lang smøre om min mave, og alt hvad der fylder lige nu. Måske nåede du ikke igennem min lange smøre, men jeg fik luft og det var godt 🙂

Previous Post Next Post

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply Vickie 5. oktober 2015 at 23:49

    Ja det er en lang smøre, men interessant og det hænger sammen, både i mave og sind – så give det bare god mening. Man er bare heller ikke ens, hvad bekæmpelse af sorg angår.. Der går MAAAANGE år.
    Et citat, jeg har læst:
    “Ingen kan alt, men Alle kan noget.”

    God nat

    • Reply Sonnie 6. oktober 2015 at 13:31

      Du har ret, det er meget individuelt med sorg.
      Godt citat.
      Hilsen Sonnie

    Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.