Browsing Category

Blomster

Lys lørdag

 

Lørdagen er i fuld gang, og startede med morgenyoga sammen med Ida. Det er en lille video der tager 12 min. – men hold nu op, hvor jeg bare burde starte hver morgen med at blive strukket igennem.

Lørdagen har været lys og lækker fra morgenstunden. Jeg fyldes med en god energi når solen brager ind af vinduerne, og kaster nye skygger i en ellers mørk årstid. Og den er mere end velkommen, selvom den også afslører masser af støv og os fra vinterens mange tændte stearinlys.

De nedklippede pelargonier begynder at skyde, og signalerer sol og sommer, jeg elsker det. I det hele taget er jeg ret vild med at vi har vores årstider. Selvom det kan være trist når det er mørkt og koldt, så er der ikke noget som en smuk morgen med rimfrost og vinterens sol forvandler frosten til små diamanter.

Ida bager gulerodskage, og det dufter i hele huset.

Jeg kan høre sofaen inviterer til en lille morfar, i mens kagen køler af, og skal iklædes flødeoste-frosting.

God lørdag derude.

Godt nytår og mindedag

Disse smukke amaryllis fik jeg nytårsaften, og står nu i fuldt flor.

Hverdagen har igen meldt sin ankomst, og det er helt ok. Jeg var lige på arbejde mandag, og havde så en fridag i dag tirsdag. Jeg havde en masse praktisk der skulle ordnes,  ønsker om fremtiden skulle planlægges og struktureres, og så er det 2 år siden i dag, min far døde.

Tidlig til morgen drog min søster, min mor og jeg på kirkegården og pyntede med friske tulipaner, tændte lys, og kan slet ikke forstå, at det er 2 år siden vi sagde farvel. Vi savner ham umådelig meget, allesammen, men vi har alle vores gode og sjove minder, som vi tit snakker om, og det giver god luft til savn og sorg.

I julegave fik jeg denne smukke stage, som jeg har ønsket mig længe. Hende jeg fik den af, synes det ligner en pik 🙂 det synes jeg ikke. Den hedder godt nok “Ildhane” 🙂 – men jeg synes den er så enkel og fin.

Godt nytår ♥

Slut med jul

Så blev der holdt jul for alle pengene, og det var en rigtig hyggelig jul.

Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst har været alene en juleaften, kun med alle vores 3 børn. Vi var sammen det meste af dagen, hyggede, spiste, så film, blundede lidt, lavede julemad og virkelig bare slappede af, og selvfølgelig iført de bløde bukser.

Julen blev pakket væk i går 2. juledag, hvor jeg havde fået slappet nok af, og der skulle ske noget. Jeg kan bare ikke holde ud at se på jul mere, når vi når 2. juledag. Det er ligesom om, at så ser gran og nisser bare ekstra trætte og tørt ud. Væk med det, og ind med friske tulips og perlehyacinter.

Det skarpe øje kan se, at min “lille nisse rejste” hænger her endnu. Ham er jeg lidt vild med, så han bliver her lidt endnu. Han minder mig, at nogle gange har jeg brug for at se det hele lidt ovenfra, og fra et andet perspektiv, så han må gerne blive hængende.

Hvad med dig, har du også pakket julen væk?

Jul 2016

kalenderlys

Jeg kunne ikke lade være, det var mig helt umuligt.

Da jeg så dette kalenderlys, da jeg hastede forbi Tigeren, kunne jeg ikke gå videre uden at købe det. Da jeg så så, at jeg både kunne få det i bloklys og almindelig lys, ja så kunne det kun gå en vej, nemlig at købe begge to.

Inden jeg var ude igen måtte jeg styre mig gevaldigt flere gange. Disse julekort kom dog også med i kurven. De har altid de sødeste kort i Tigeren, og så kan du få 3 stk. for en flad tier.

Så nu er det første til julen købt i år, og jeg er vild med det, selvom vi ikke engang er i november endnu.

buket

Lige et par ord om de søde ranunkler jeg fik af Sanne forleden dag. Hun ved jeg elsker ranunkler, så da hun fik disse ind ad døren i hendes søde lille butik, tænkte hun på mig, og sendt mig en lille buket. Det var så sødt af hende, og jeg glædes virkelig meget over, at en jeg kender gør en forskel på min hverdag, ved at sende mig en lille buket. Tak Sanne, dit fine menneske 🙂

Hej igen

img_8488

Uhh… jeg ved det godt. Jeg har slet ikke været på denne kanal i flere måneder. Fyy…

Hvad blev der af, at jeg VILLE tage mig tid til at sidde og få skrevet ned hvad jeg driver rundt og laver.

Jeg bruger jo netop denne blog, som en slags dagbog, og elsker at kunne bladre rundt i indlæg, og huske tilbage på, hvad der fyldte lige netop der, eller bare at nyde billederne.

En ting jeg har dog lært, efter at have haft blog i 7 år, jeg kan ikke love, at det ikke sker igen. Men når tiden er der, synes jeg stadig, at det er både god og smart måde at lave dagbog på.

-men nok undskyldninger for nu.

Sensommeren har vist sig fra sin allerbedste side. Jeg kan slet ikke huske, at vi har haft sådan en september ever. Det betyder at alle mine sommerblomster er gået amok igen.

Der er så mange dahlia på min plante, og der bliver flere og flere knopper.

Bourdeux dahlia

Og se lige mit limetræ.

img_8493

De første lime er allerede plukket, og de smager simpelthen fantastisk, sikke en intens smag, også er de jo selvfølgelig helt økologiske.

img_8496

Får du også nydt denne sensommer?

Lidt mere te og yndigheder

Teapigs

Så fik jeg lige lidt mere te at vælge imellem.

Sidste gang jeg var på kursus smagte jeg denne vildt gode te. Den kan varmt anbefales, hvis man er til en god og lækker lakridste

Det er jo svært at styre sig, når der skal bestilles te, så flere af samme mærke kom i indkøbskurven.

Der er mange forskellige slags og størrelser at vælge i mellem, så indkøb i små doser kan også lade sig gøre, hvis man lige skal smage og blive rigtig dus med en te.

Nu skal det heller ikke være te det hele.

For et stykke tid siden fik jeg denne blå kande af en tidligere kollega. Med lidt roser og vildt fra haven, så bliver det ikke mere yndigt i mine øjne. Jeg er VILD med den kande.

IMG_8325

IMG_8331

Jeg kan ikke finde ord for den her smukhed. Og bladene der er lidt ædt. Jeg elsker det.