Browsing Category

Kærlighed

50 års fødselsdag og Tarme med Charme

Så fik jeg endelig tid til at sætte mig her igen, efter en uge med mange gøremål.

IMG_6050

Vi fik fejret Jesper, der blev 50 i torsdag. Tænk, at jeg er gift med en på 50!

Det er nu slet ikke så tosset. Vi har ikke alder-panik herhjemme, men synes det hele bliver mere og mere klart, jo ældre vi bliver.

Fra den ene yderlighed til den anden. Fredagen startede med at jeg skulle faste, pga. en kikkertundersøgelse om formiddagen. At klokken så blev 13, før det blev min tur var ikke lige med i min beregning i at skulle faste 6 timer før undersøgelse. Jeg havde en tid kl. 11, så da klokke var 13, var jeg noget tørstig og sulten, havde jo hverken drukket eller spist siden aftenen før. Men der var kommet noget akut, og det er jo ingen herrer over, så pyt med det.

Jeg fik det overstået, men det er godt nok det mest ubehagelige jeg har prøvet. Fy for fanden hvor er det ulækkert og så gør det skide ondt. Min mave har drillet mig en del, faktisk siden sommerferien, men alt er heldigvis vel, og min formodning om, at det er resultatet af en lang og hård periode, jeg mærker i min mave er helt rigtig.

ItemImage.aspx

Jeg har læst bogen “Tarme med charme”, som er rigtig god, og beskriver på en ret sjov måde, hvad der foregår i vores mave og tarme. Ifølge Giulia Enders er maven ikke bare et sted, hvor vi sender næring hen, som så tager sig af det. Hun mener, at maven er meget mere intelligent end vi først regner med.

Det  giver så meget mening for mig. Alt det jeg går og tomler med i hovedet, det mærkes  i maven med det samme. Jeg kan varmt anbefale dig at læse den bog.

En helt anden snak er så, hvor lang tid man kan være præget af den angst og sorg der følger med, at være pårørende til en kræftramt.

En sagde til mig en dag, da jeg fortalte om min ømme mave, og diffuse smerter hist og her. Jeg sagde, at jeg troede det var psykisk, det der var med min mave, efter alt det med min far. Svaret var “Det med din far, det kan da ikke fylde mere nu” – jeg tænkte over det i flere dage efter, og blev mere og mere irriteret over, at nogen skulle gøre sig klog på min sorg, eller sætte tid på min sorg og på det jeg slås med. – Og JO, det kan faktisk godt fylde en del endnu. I dag er det 9 måneder siden han døde. Jeg har nok gået og bildt mig selv ind, at den sorg over min far, den havde jeg da fået parkeret, men det har jeg ikke. Jeg kommer selvfølgelig igennem det, og er godt på vej, men jeg kommer nok aldrig over det, og det er helt ok.

Det er først nu, jeg har opdaget, hvor stor den angst, uvisheden og sorgen har været der har siddet i min krop i 2 år. Ikke nok med min far døde, andre i familien, en gammel veninde døde, og andre i Jespers familie har været ramt af kræft også, så der har været meget sygdom omkring mig/os de sidste par år.

Døden sætter en masse tanker i gang, i hvert fald hos mig, “hvad nu hvis jeg fik kræft”, “hvad nu hvis jeg dør fra mine børn”, “hvad nu hvis mine børn fik kræft” – og sådan kan jeg gå fuldstændig i selvsving, så måske jeg godt kan forstå hvorfor jeg har haft ondt i maven.

Sikke en lang smøre om min mave, og alt hvad der fylder lige nu. Måske nåede du ikke igennem min lange smøre, men jeg fik luft og det var godt 🙂

På kranse-tur

I går morges, i den smukkeste morgensol, lavede jeg 2 efterårskranse, en til min fars gravsted og en til min mormor og morfars.

Krans

Kransen til min far blev måske lige lyserød nok, men pyt med det.

IMG_6839

IMG_6854

Kransen på sin plads på Rudkøbing Kirkegård.

IMG_6852

På Svendborg Kirkegård, hvor min mormor og morfar ligger, går vi altid efter træet der er skåret ud, med motivet “Slangen fra paradiset” – de ligger lige bagved.

IMG_6862

IMG_6861

IMG_6856

De flotteste solhatte rundt om det udskåret træ.

IMG_6847

Kransen til min mormor og morfar.

IMG_6846

Kransen er lidt mindre og mere enkel end den anden. Jeg bandt den med totter af “Pletter i luften” som gav en lethed sammen med det “tunge” mos.

Jeg elsker at binde kranse. Du kan bruge næsten alt hvad du kan finde, du skal bare huske at både have nogle “rolige” materialer, som her hortensia og mos, og nogle “urolige” materialer som lyng og pletter i luften.

Forvandling

Efter min far døde og min mor skulle flytte til en noget mindre lejlighed, blev der ikke plads til alt arvegodset. Noget af det er havnet i min favn, noget af det der betyder allermest, og som jeg har mange minder med.

Min Oldemor, min fars mormor, og jeg havde et dejligt forhold. Jeg havde meget glæde af hende, og hun af mig. Hun var så stolt over, at hun var blevet Olde inden hun var blevet 70, hun døde da hun var 86, så vi kendte hinanden rigtig godt.

Olde

 

IMG_6485

Det er en gammel sag, fyldt med historie. Jeg kan huske, at billedet hang i hendes hjem, og senere hos min mor og far. Nu er billedet altså gået videre til mig, og det er jeg glad for. Der er bare det ved det, at jeg ikke har det så godt med gamle guldrammer, lige så meget som min far elskede guldramme, lige så meget synes jeg det er forfærdeligt – så det måtte der gøres noget ved.

IMG_6495

Det var med gelinde hånd, at Jesper fik pillet rammen af den gamle sag, så den kunne renses og males.

En anden ting, der også altid var hos min Oldemor, var hendes tevogn. Hende og jeg har drukket litervis af te ved denne vogn, i hendes altid hyggelig stue.

IMG_6502

Den er også blevet shinet op, og bakkerne måtte også have en tur med rens og maling.

Jeg ved, at min både hende og min far, har roteret på kirkegården, da vi pillede rammen af, for at male den sort. Men jeg er samtidig helt overbevist om, at de begge synes at resultatet med både rammen og tevognen er rigtig godt, og passer godt i mit hjem, hvor tingene nu skal bo.

IMG_6507

Så fik hun sin nye frakke.

IMG_5703

Bakkerne kom på tevognen.

IMG_6555

Det blev lige som jeg havde forestillet mig.

 

Første middag med Olde til bords

Første middag med Olde til bords.

DEN BEDSTE GAVE

 

Ida har været kreativ i sløjd. Det er hun faktisk hele tiden. Hun er vild med faget, og har efterhånden forsynet hele familien med alle mulige gode designs i træ.
Nu blev det min tur til at få en af hendes gode ideer. Jeg elsker min nye lysestage. Hun vidste lige hvad stil hun skulle gå efter, og havde også gjort sig tanker om, hvor den skulle passe.
Er den bare ikke super skøn?

Tænk en ranunkel kan lyse det hele op.

DA ALT BLEV ANDERLEDES

I
dag d. 16. februar er det 3 måneder siden, at jeg fik mit livs chok.

Lørdag
middag d. 16. november 2013 blev jeg ringet op, at min aller næreste ven var død.

Bo,
som var min onkel, selvom vi var jævnaldrene. Det hænger sådan sammen, da min mor, som ganske ung 20 årig pige, fortalte sin mor, at hun var
gravid, så sagde hendes mor (min mormor) “det er jeg også” – så de
ventede sig samtidig, og i november kom Bo til verden, som den lille efternøler.
Tre måneder efter, i januar, så jeg verdens lys.

Vi voksede op sammen, næsten som bror og søster, og har
altid været meget knyttet. Vi har tilbragt oceaner af tid sammen, og har altid
kunne fortælle hinanden alt det, vi ikke kunne snakke med andre om. Vi var hjertevenner.

For mange år siden da vi blev voksen, aftalte vi, at uanset
hvor lang tid der gik imellem vi så hinanden, ville vi altid være hinanden
sikkerhedsnet.

Her de sidste par år, så vi ikke hinanden så meget. Ikke
fordi vi ikke havde lyst, overhovedet ikke, men hverdagens travlhed tog den ene
måned efter den anden, og der kunne gå lang tid i mellem vi så hinanden. Men
selvom hverdagen løb derud, tog den aldrig vores samhørighed.

Bo fik en blodprop i hjertet en helt almindelig lørdag
formiddag. Han blev 43 år.

Det chok jeg fik, kan jeg ikke beskrive, for slet ikke at tale om den sorg der er nu.
Selvfølgelig har jeg  haft sorg over at miste bl.a. min mormor og andre familiemedlemmer der er gået bort, men den sorg der er nu, er helt anderledes. Jeg var slet ikke klar over, at sorg kan gøre så fysisk ondt, en helt igennem tung smerte i brystet.  
Smerten bliver nok anderledes som tiden går, men jeg ved, at den aldrig forsvinder helt.

 Jeg ved vi er mange, der savner ham helt forfærdeligt, men vi har ham i vores gode og sjove minder.

Kys til dig sødeste Bo.

 Den smukke krans Sanne havde lavet til Bos bisættelse