Jeg ved at man ikke må dømme andre, og jeg øver mig hver dag på ikke at falde i dømme-fælden. Tit sker det ubevidst og det sker lynhurtigt, I kender det helt sikkert.
Når jeg får en dømmende eller nedsættende tanke om nogen, hvilket jeg tit kan få, så siger jeg til mig selv: “Du kender ikke personen, han/hun kan være helt anderledes end det du lige ser” – “Der kan være en anden sandhed end den du lige kender”, og sådan er det oftest. Det er næsten aldrig som vi tror det er.
Jeg giver derimod mig selv lov til at undre mig, men husker altid på, at jeg jo i bund og grund ikke kan vide noget om det.
I dag da jeg handlede undrede jeg mig noget så gevaldigt.
En kvinde ligger alle sine, meget nøje udvalgte øko-varer op på båndet – ups, der var den igen, jeg ved jo ikke om de er nøje udvalgt! Hun ligger alle sine varer op, og alle er økologiske på nær lige 2 ting, nemlig 2 dunke skyllemiddel, og det var ikke den miljøvenlig af slagsen. – ja så undrer jeg mig. Hun har jo helt klart en holdning til økologi, og det er rigtig fint, det har jeg også selv, men hvorfor pokker køber hun så skyllemiddel?
Jeg tænker:
“Det er nok ikke til hende – hun handler også til en anden” – nej vel?
“Hun ved nok ikke hvor meget skyllemiddel forurener vores jord” – nej vel?
“Hun synes nok det lugter rigtig dejligt og friskt” – nej vel?
Valget er jo hendes, og der er sikkert en god forklaring på det, men jeg undrede mig over sammensætningen af hendes varer.
Måske er det bare fordi jeg selv hader skyllemiddel. Det stinker noget så frygtelig, forurener vores jord, giver eksem og er et fuldstændigt unødvendigt tilsætningsstof.
Jeg tror du kender det, du går forbi en person og der kommer en dunst af skyllemiddel. Det værste er nu, når mænd lugter langt væk af skyllemiddel. Det er måske sådan nogle kvinder afmærker deres territorium, ved at dyppe deres mand i skyllemiddel, så han får sendt signaler ud til alle på sin vej “Jeg er altså indfanget”
Det var så dagens næsten-ikke-dømmende-raptus fra mig.
