DA ALT BLEV ANDERLEDES

I
dag d. 16. februar er det 3 måneder siden, at jeg fik mit livs chok.

Lørdag
middag d. 16. november 2013 blev jeg ringet op, at min aller næreste ven var død.

Bo,
som var min onkel, selvom vi var jævnaldrene. Det hænger sådan sammen, da min mor, som ganske ung 20 årig pige, fortalte sin mor, at hun var
gravid, så sagde hendes mor (min mormor) “det er jeg også” – så de
ventede sig samtidig, og i november kom Bo til verden, som den lille efternøler.
Tre måneder efter, i januar, så jeg verdens lys.

Vi voksede op sammen, næsten som bror og søster, og har
altid været meget knyttet. Vi har tilbragt oceaner af tid sammen, og har altid
kunne fortælle hinanden alt det, vi ikke kunne snakke med andre om. Vi var hjertevenner.

For mange år siden da vi blev voksen, aftalte vi, at uanset
hvor lang tid der gik imellem vi så hinanden, ville vi altid være hinanden
sikkerhedsnet.

Her de sidste par år, så vi ikke hinanden så meget. Ikke
fordi vi ikke havde lyst, overhovedet ikke, men hverdagens travlhed tog den ene
måned efter den anden, og der kunne gå lang tid i mellem vi så hinanden. Men
selvom hverdagen løb derud, tog den aldrig vores samhørighed.

Bo fik en blodprop i hjertet en helt almindelig lørdag
formiddag. Han blev 43 år.

Det chok jeg fik, kan jeg ikke beskrive, for slet ikke at tale om den sorg der er nu.
Selvfølgelig har jeg  haft sorg over at miste bl.a. min mormor og andre familiemedlemmer der er gået bort, men den sorg der er nu, er helt anderledes. Jeg var slet ikke klar over, at sorg kan gøre så fysisk ondt, en helt igennem tung smerte i brystet.  
Smerten bliver nok anderledes som tiden går, men jeg ved, at den aldrig forsvinder helt.

 Jeg ved vi er mange, der savner ham helt forfærdeligt, men vi har ham i vores gode og sjove minder.

Kys til dig sødeste Bo.

 Den smukke krans Sanne havde lavet til Bos bisættelse
Previous Post Next Post

You Might Also Like

8 Comments

  • Reply Madame 16. februar 2014 at 13:47

    Hvor er det dog gribende at læse, Sonnie. Jeg forstår din sorg – det er et tab, man aldrig kommer over, men med tiden lærer at leve med. Kransen er ualmindelig smuk!

    • Reply Sonnie 17. februar 2014 at 12:34

      Hej Gitte.
      Tak for din ord. Jeg håber også at med tiden finder sorgen sin plads. Ja, kransen var super smuk.
      God dag.

  • Reply inge 17. februar 2014 at 8:39

    Ja Sonnie, sorg er ikke noget man lige kommer over, det er noget man lærer at leve med i sit hjerte. Man glemmer jo ikke sine kære fordi de er væk, man lærer, at man har dem et andet sted nu. Jeg husker også mit første chock, da en kær ven døde, det var slet ikke til at bære, drømmer stadig om det, selv om det er længe siden.

    • Reply Sonnie 17. februar 2014 at 12:38

      Tak for din ord. Jeg lære også at leve med min sorg, det er jeg sikker på, men den er stadig overvældende stor.
      God dag til dig også.

  • Reply Miri Vandre blandt ege 17. februar 2014 at 12:14

    Gribende ja og sørgeligt. At miste dem vi elsker- jeg ved godt at det er enden for os alle sammen, den vej skal vi jo- men UF hvor har jeg svært ved det.

    • Reply Sonnie 17. februar 2014 at 12:40

      Hej Miri.
      Jeg har også umådelig svært ved det. Specielt når det så også er så uretfærdigt at ramme så ung en mand.
      Tak for din kommentar.
      God dag.

  • Reply Marianne 17. februar 2014 at 17:38

    Jeg sender varme tanker og tænker samtidig at livet er hårdt.
    At vi skal herfra, ja det ved vi – men vi har også et indbygget norm nemlig at det ikke er de yngre der skal væk først .
    Det er jo ikke et savn og en sorg der forsvinder – men med tiden lære du at leve med det på din måde.
    Marianne

  • Reply Det sidste år - Sonnie`s 9. august 2015 at 21:09

    […] Bo min dybeste ven, og onkel døde pludselig, kun 43 år. Det var et kæmpe chok for hele familien, og jeg forstår stadig ikke at han er væk. […]

  • Leave a Reply