Den ultimative ægteskabstest

Glem alt om, at den ultimative ægteskabstest handler om at samle et ikea møbel. Nej, den helt svære i den kategori er, at få hejst en lyskæde, der ligner et juletræ, op i flagstangen, og der i løbet af nul komma fem bliver kluddermor i det hele, som aldrig set før.

Jesper var faldet for den store lyskæde, han synes det ser så hyggeligt ud, med et stort lystræ i haven. Afsted det gik for at købe sådan en. Han sagde, “jeg sætter LIGE den  kæde op” – Da jeg lidt senere kom ud for at se hvordan det gik, var der ikke sket synderligt meget.

De 10 dunter med lys der skulle spredes ud, var snøret godt og grundigt sammen, og bare det  at få dem rullet ud, tog en rum tid. Vi lagde hver lyskædesnor meget sirligt på græsset, med stor mellemrum, og vi synes vi havde styr på det. Da Jesper begyndte at trække i flaglinen, så det stadig ud til, at vi havde styr på alle ti kæder. Da vi skulle til at trække dem ud og sætte spyd ned i græsset gik det pludselig galt. Alt i mens vi begge stod og kiggede op hvilke vej de skulle, skete det forfærdelig under os. I løbet af 1 minut havde alle 10 kæder rullet sig ind i hinanden, og det var et virvar.

Det er så her testen for alvor begynder.  To mennesker der står og river i det samme kluddernet af små lys og snore og midt i det hele var ledningen med omformeren, som også har fået viklet sig ind i alle kæderne!!

Først grinte vi, så blev i irriteret, så grinte vi igen, så skældte den ene ud, så den anden, så grinte vi igen – så begyndte det at styrtregne, så begyndte det at blive mørkt og ret hurtigt. Langsomt og meget våde, fik vi til sidst de sidste viklet fra hinanden, og vi kunne begynde at sætte spydene i, så vi havde styr på hver ledning igen – endelig, efter ca. 1,5 time, kunne vi hejse kæden op, og det formede sig til et juletræ.

Det skal lige siges, at jeg bare lige havde taget en lille jakke på, og stukket i klipklappere med strikstrømper, kønt var det ikke, og tørt var det overhovedet heller ikke. Flere gange kom jeg til at træde ud af mine klipklappere, ned i det våde græs, og mine strømper blev drivvåde. – gik jeg ind for at tage andre sko på? Nej, da – det kunne da ikke betale sig 🙂

Det havde simpelthen været allertiders film, hvis noget havde filmet os, sikke et grin de havde fået. Vi synes selv vi bestod testen ret godt. Kun en enkelt gang foreslog Jesper, at vi smed hele lortet ud, og kun en enkelt gang blev jeg stiktosset.

-men vi blev og hjalp hinanden, ingen gik i arrigskab 🙂

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply