Endelig hjemme igen.
Den sidste uge har været en af den slags, man absolut ikke ønsker sig overhovedet. Sådan en der tærer på kræfter og overskud, en uge der har været fyldt med tårer for både Gustav og jeg.
I får lige en lille flok mobilbilleder.
Sidste fredag til bordtennis. Gustav venter på at det skal blive hans tur til at spille kamp, og ville lige lave et par salto`er imens.
Av av, knæet sagde mærkeligt, da han satte af.
“Mor kom og hent mig, jeg vil gerne hjem, jeg har ondt i knæet”
Mor ser knæet og tænker, Øh… jeg tror ikke lige vi skal hjem.
Gustav kunne ikke flyttes uden det gjorde vanvittig ondt.
En ambulance måtte til, og jeg satte bagefter.
“Mor du kører lige bagved hele tiden”
“Ja, hvis færdselsreglerne tillader det, men jeg skal nok møde dig på sygehuset”
På Svendborg sygehus til røntgen og ….? Tvivl om han kunne klare sig med gips eller en operation skulle til. Benet/knæet var gået fra hinanden ved “vækstzonen” – ja ,vi har lært en masse nye ord i denne uge.
Hjem og vente på afklaring. OUH`s dygtige ortopædkirurger skulle se billeder og tage stilling.
Flere billeder og scanning tirsdag. Opringning onsdag, at Gustav skulle opereres onsdag aften. Meldingen var, at det var det sikreste at gøre, når knæet skal holde til mange flere badutspring endnu.
Operation kl. midnat. 2 skruer er nu sat i knæet, så det kan vokse rigtigt sammen.
Når man er 15 år kan man godt være på sygehuset selv! forældre får ikke tilbudt seng. Men hvem kan tage fra sit barn, uanset alder, når de ligger på operationsbordet. Jesper var med og sad standby på opvågningen og var ved ham indtil han blev kørt op på stuen igen. Jesper var først hjemme kl. 04.00, puha, det var hårdt. Han mødte dog lidt senere på arbejde næste dag.
En meget medtaget Gustav, som blev så dårlig af narkosen. Hele torsdagen sov han og dvs. at han ikke havde spist noget i 2 dage, kun lidt vand, som hurtigt røg retur igen var, hvad han havde fået.
Jeg havde taget fri torsdag og veg jo ikke fra hans side, men sent om aftenen måtte jeg køre hjem, da jeg jo skulle på arbejde fredag.
Det var forfærdeligt at skulle gå fra ham, da han stadig var meget dårlig.
Gustav var tryg nok, det var mig der skulle løsrive mig. Jeg skulle hilse og sige, at det er altså ikke spor nemt.
Jeg prøvede at holde tårerne tilbage, og sige til mig selv, at han jo sagtens kunne være der alene, super dygtigt personale passede ham i alle ender og kanter, og næste morgen ville Jesper komme.
Jeg kunne bare ikke, det var så hårdt for mig, at skulle gå fra ham.
Hvordan løsriver man sig fra sine børn, og lader dem blive voksne på godt og ondt?
Igår, fredag var heldigvis bedre. Jeg tog derind lige så snart jeg havde fri og byttede med Jesper.
Humøret og appetitten var heldigvis ved at vende tilbage.Når man begynder at få overskud til Ipaden, så er vi i hvert fald på rette spor 🙂
I dag lørdag, er der røget noget mere mad indenbords og der er blevet trænet med krykkerne.
Endelig hjemme i sin egen seng, og hvor der er noget mere ro.
Selvom man er 15, kan man godt sige “Ja tak” til en bamse når man skal opereres. Den ene bamser er fra nogle år siden, hvor han desværre også måtte en tur igennem operation. Denne gang kom “Thea” med hjem, og jeg har sagt, at jeg synes ikke de skal være flere i den familie nu 🙂
Gustav sagde, at de havde kigget mærkeligt på ham, da han havde sagt, at han gerne ville have en “pige-bamse” og måtte forklare, at han altså havde en “han” derhjemme.
Nu nyder vi bare at være hjemme, og være sammen. De sidste mange dage, har det kun være goddag og farvel, og få koordineret med Ida, job og køre frem og tilbage til Odense.
Vi trænger til at finde en hverdag igen, hvor Gustav skal i skole med kørestol, og bruge krykkerne herhjemme, en hverdag, hvor vi er udhvilet og har fokus på vores arbejde, når vi er der, og Ida trænger til nogle ekstra kram og opmærksomhed.
Men bare det vi er sammen, det hjælper allerede på en masse.
Jeg trænger også til en ordentlig surfetur rundt i blogland, men det må blive i morgen. Nu venter der kaffe og fastelavnsbolle.