I
dag d. 16. februar er det 3 måneder siden, at jeg fik mit livs chok.
dag d. 16. februar er det 3 måneder siden, at jeg fik mit livs chok.
Lørdag
middag d. 16. november 2013 blev jeg ringet op, at min aller næreste ven var død.
middag d. 16. november 2013 blev jeg ringet op, at min aller næreste ven var død.
Bo,
som var min onkel, selvom vi var jævnaldrene. Det hænger sådan sammen, da min mor, som ganske ung 20 årig pige, fortalte sin mor, at hun var
gravid, så sagde hendes mor (min mormor) “det er jeg også” – så de
ventede sig samtidig, og i november kom Bo til verden, som den lille efternøler.
Tre måneder efter, i januar, så jeg verdens lys.
som var min onkel, selvom vi var jævnaldrene. Det hænger sådan sammen, da min mor, som ganske ung 20 årig pige, fortalte sin mor, at hun var
gravid, så sagde hendes mor (min mormor) “det er jeg også” – så de
ventede sig samtidig, og i november kom Bo til verden, som den lille efternøler.
Tre måneder efter, i januar, så jeg verdens lys.
Vi voksede op sammen, næsten som bror og søster, og har
altid været meget knyttet. Vi har tilbragt oceaner af tid sammen, og har altid
kunne fortælle hinanden alt det, vi ikke kunne snakke med andre om. Vi var hjertevenner.
altid været meget knyttet. Vi har tilbragt oceaner af tid sammen, og har altid
kunne fortælle hinanden alt det, vi ikke kunne snakke med andre om. Vi var hjertevenner.
For mange år siden da vi blev voksen, aftalte vi, at uanset
hvor lang tid der gik imellem vi så hinanden, ville vi altid være hinanden
sikkerhedsnet.
hvor lang tid der gik imellem vi så hinanden, ville vi altid være hinanden
sikkerhedsnet.
Her de sidste par år, så vi ikke hinanden så meget. Ikke
fordi vi ikke havde lyst, overhovedet ikke, men hverdagens travlhed tog den ene
måned efter den anden, og der kunne gå lang tid i mellem vi så hinanden. Men
selvom hverdagen løb derud, tog den aldrig vores samhørighed.
fordi vi ikke havde lyst, overhovedet ikke, men hverdagens travlhed tog den ene
måned efter den anden, og der kunne gå lang tid i mellem vi så hinanden. Men
selvom hverdagen løb derud, tog den aldrig vores samhørighed.
Bo fik en blodprop i hjertet en helt almindelig lørdag
formiddag. Han blev 43 år.
formiddag. Han blev 43 år.
Det chok jeg fik, kan jeg ikke beskrive, for slet ikke at tale om den sorg der er nu.
Selvfølgelig har jeg haft sorg over at miste bl.a. min mormor og andre familiemedlemmer der er gået bort, men den sorg der er nu, er helt anderledes. Jeg var slet ikke klar over, at sorg kan gøre så fysisk ondt, en helt igennem tung smerte i brystet.
Smerten bliver nok anderledes som tiden går, men jeg ved, at den aldrig forsvinder helt.
Jeg ved vi er mange, der savner ham helt forfærdeligt, men vi har ham i vores gode og sjove minder.
Kys til dig sødeste Bo.
Den smukke krans Sanne havde lavet til Bos bisættelse
