dag d. 16. februar er det 3 måneder siden, at jeg fik mit livs chok.
middag d. 16. november 2013 blev jeg ringet op, at min aller næreste ven var død.
som var min onkel, selvom vi var jævnaldrene. Det hænger sådan sammen, da min mor, som ganske ung 20 årig pige, fortalte sin mor, at hun var
gravid, så sagde hendes mor (min mormor) “det er jeg også” – så de
ventede sig samtidig, og i november kom Bo til verden, som den lille efternøler.
Tre måneder efter, i januar, så jeg verdens lys.
altid været meget knyttet. Vi har tilbragt oceaner af tid sammen, og har altid
kunne fortælle hinanden alt det, vi ikke kunne snakke med andre om. Vi var hjertevenner.
hvor lang tid der gik imellem vi så hinanden, ville vi altid være hinanden
sikkerhedsnet.
fordi vi ikke havde lyst, overhovedet ikke, men hverdagens travlhed tog den ene
måned efter den anden, og der kunne gå lang tid i mellem vi så hinanden. Men
selvom hverdagen løb derud, tog den aldrig vores samhørighed.
formiddag. Han blev 43 år.
Det chok jeg fik, kan jeg ikke beskrive, for slet ikke at tale om den sorg der er nu.
Selvfølgelig har jeg haft sorg over at miste bl.a. min mormor og andre familiemedlemmer der er gået bort, men den sorg der er nu, er helt anderledes. Jeg var slet ikke klar over, at sorg kan gøre så fysisk ondt, en helt igennem tung smerte i brystet.
Kys til dig sødeste Bo.